Tesla og Audi brager sammen: Fire personer kørt på hospitalet

Fire personer er kørt på hospitalet efter et voldsomt færdselsuheld mellem Audi og Tesla

Mindst to ambulancer, politibiler og brandbiler er lørdag ikke længe før klokken 18 rykket ud til Fredensborgkongevej i den nordsjællandske by Avderød lige vest for Kokkedal.

Her er der indløbet en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor to personbiler er involveret.

Beredskabet var hurtigt på uheldsstedet, hvor det kunne konstateres, at det var en Audi og en Tesla, der var de implicerede køretøjer.

På stedet startede brandvæsenet oprydningsarbejdet, mens ambulancer er kørt afsted mod hospitalet med flere personer af de seks personer, der befandt sig i de to biler under uheldet.

“Fire af dem er kørt på hospitalet. En af dem er lettere tilskadekommet. De andre er kørt til tjek,” siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi David Borchersen til B.T..

Den eksakte årsag til uheldet er endnu ikke kendt, oplyser vagtchefen. Men grunden findes muligvis, at vigepligten ikke er overholdt, da uheldet er sket i T-krydset.

Audien holder nu tilbage på uheldsstedet med store skader i fronten, mens Teslaen har store skader i siden.

SE OGSÅ: MINDREÅRIG DRENG STUKKET NED I SKOLETIDEN