Teenager mister mors bil til vanvidskørsel

Illustrationsfoto

En 18-årig mand, der blot havde haft kørekort i tre måneder, lånte sin mors bil og kørte vanvidskørsel. Politiet har nu beslaglagt bilen

Man kan sagtens forstå, hvis en 18-årig mand fik sig en ordentlig skideballe, da han fredag eftermiddag vendte tilbage til hans families hus.

Med sig havde han nemlig mod forventning nemlig ikke sin mors bil, som han havde lånt.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde fredag klokken 15.41 stoppet den 18-årige mand på Arnumvej i Spandet ved Ribe, da han kørte vanvidskørsel gennem byen.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Det var en motorcykelbetjent fra politiets færdselssektion, der målte den 18-åriges hastighed til at være 109 kilometer i timen. På strækningen må man kun køre 50 kilometer i timen.

Derfor blev køretøjet beslaglagt fra den 18-årige. Det sker med henblik på senere konfiskation.

‘Føreren havde kun haft sit kørekort i tre måneder og lånt bilen af sin mor,’ lyder det i pressemeddelelsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 18-årige mand kan nu forvente et retsligt efterspil, hvor han også kan dømmes 20 dages betinget fængsel samt en frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Det er få dage siden, at en lillebror mistede sin storebrors milliondyre Audi efter at have kørt vanvidskørsel på en motorvej.

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.
  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00
  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • Udviser særlig hensynsløs kørsel
  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
    Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder