Tårer triller da Ebbe Preislers afskedsbrev bliver læst op i retten

Ebbe Preisler fortalte i en mail til sine børn, at han havde givet sin hustru og sig selv en overdosis

Den 81-årige Ebbe Preisler, der er sigtet for drab på sin hustru på et plejehjem, sendte natten til onsdag en mail til sine børn, hvor han fortalte, at han havde givet sin hustru og sig selv en overdosis.

Det fremgår af afhøringsrapporter, som bliver fremlagt lørdag eftermiddag under et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Ebbe Preisler har afgivet forklaring for lukkede døre i retssal 23.

Herefter fremlægger den mødende anklager dokumentationen i sagen. Den del af retsmødet må journalisterne og de pårørende gerne overvære.

Ebbe Preislers hustru, 80-årige Mariann Preisler, blev konstateret død af en læge onsdag morgen på plejehjemmet Dronning Anne-Marie Centret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ægteparret Ebbe og Mariann Preisler som de gerne vil huskes Foto: Privatfoto

Parrets datter ankom til plejehjemmet på Frederiksberg natten til onsdag, efter at hun havde modtaget mailen fra sin far, hvor han skrev, at han havde givet Mariann Preisler og derefter sig selv “otte gange metadon”.

Datteren kontaktede sin bror, som ikke havde set mailen, men også havde modtaget den.

Deres mor blev fundet med lav puls i sin seng i sin lejlighed på plejehjemmet og senere erklæret død.

Børnene fandt derefter 81-årige Ebbe Preisler i hans hjem på Frederiksberg, hvor han sov tungt, men var i live.

SE OGSÅ: 81-ÅRIG DRABSSIGTET VÅGNET: AFSKEDSBREV LÆST HØJT I RETTEN

På natbordet ved siden af Mariann Preislers seng fandt personalet på Dronning Anne-Marie Centret et afskedsbrev, hvor hendes mand skrev, at Mariann Preisler følte sig “træt, ufri, magtesløs og ked af det”.

‘De seneste uger har jeg bemærket, hvordan hun slet ikke kan være i sit eget skind,’ skrev Ebbe Preisler blandt andet sammen med:

‘Nu må andre tage over i denne verden.’

‘Hun kan ikke holde ud af være i sit eget skind.’

‘Ord som død og begravelse forekommer oftere og oftere.’

Anklageren læser op af afskedsbrevet og derefter af en dagbog, som er fundet hjemme hos den 81-årige mand, som er tidligere dokumentarist.

Her skriver Ebbe Preisler tidligere i december, at han har hørt, at man kan få “dødspiller” et sted bag Hovedbanegården. Så han er taget derind og har købt de piller, han skal bruge, til at tage sit og Marianns liv.

/ritzau/