Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil snarest muligt mødes med politiet og drøfte situationen om svenskere, der hyres til alvorlig kriminalitet i Danmark.
Sådan lyder det i et svar fra justitsministeren, i kølvandet på at der den seneste tid har været flere sager, hvor unge svenskere mistænkes for at begå drabsforsøg og have besiddet skydevåben.
– Jeg tager de hændelser, vi har set, og meldingerne fra politiet meget alvorligt.
– Det er dybt uacceptabelt, at svenskere og personer bosat i Sverige bedriver alvorlig kriminalitet i Danmark, udtaler Hummelgaard i en skriftlig kommentar.
Han oplyser, at politiet er meget opmærksom på problemet og har et godt samarbejde med de svenske myndigheder.
– Vi vil ikke have svenske tilstande i Danmark, og vi er et helt andet sted i Danmark – ikke mindst på grund af de bandepakker, vi løbende har gennemført, siger han og henviser til en nylig bandepakke.
Han åbner dog også for nye initiativer.
– Jeg vil snarest muligt mødes med rigspolitichefen og chefen for NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet, red.) for at drøfte situationen, og om politiet har behov for flere værktøjer, udtaler han.
Onsdag aften blev der skudt på Blågårds Plads på Nørrebro i København.
En 16-årig svensk dreng blev torsdag varetægtsfængslet på en lukket psykiatrisk afdeling. Han sigtes for drabsforsøg ved at have affyret i hvert fald et skud.
To andre – en 25-årig mand og en 31-årig kvinde – er anholdt og fremstilles fredag i retten, hvor de er sigtet for at have medvirket til drabsforsøget.
I Kolding blev en 17-årig svensk dreng torsdag varetægtsfængslet, efter at en mand onsdag blev såret af skud i benet. En 37-årig kvinde er også anholdt i forbindelse med den sag.