Styrter ned i grøft under køretur

Beredskabet er netop nu til stede ved et færdselsuheld i Aarhus

Lørdag aften er brandvæsen, politi og en enkelt ambulance rykket ud til Moesgård Alle i Aarhus-bydelen Højbjerg, hvor en bilist i en personbil har været ude for et solouheld.

Den indledende anmeldelse på brandvæsenet lød på, at der var brand i et køretøj, men ved ankomst til stedet kunne det konstateres, at der altså var tale om en bil, der var kørt galt.

Under uheldet er bilen kørt af vejen og endt nede i en to meter dyb grøft, hvor køretøjet nu ligger på siden.

Den eller de personer, der var til stede i bilen, er kommet ud. Der er ikke tale om alvorlig personskade, men en person er blevet tilset i ambulancen.

På nuværende tidspunkt er det ikke kendt, hvordan bilen er endt i grøften.

SE OGSÅ: 10 MOD EN: 20-ÅRIG STUKKET NED AF ROCKERGRUPPE PÅ CHRISTIANIA