06. okt. 2023 - 18:26

Styrelse advarer: Spis ikke bær, frugt og svampe herfra!



Bær, frugt og svampe fra området omkring den forurenede Collstropgrund i Hillerød bør ikke spises.

Det skriver TV 2 Kosmopol, som har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed.

– Det er primært indtag af forurenet jord igennem munden over flere gange, som kan udgøre en sundhedsrisiko, skriver Jeppe Nørgaard Rasmussen, overlæge og sektionsleder, til mediet.

Derfor fraråder styrelsen at spise bær, frugt eller svampe, der vokser i det indhegnede område eller tæt på indhegningen, da det kan indeholde større mængder arsen.

Styrelsen understreger dog, at almindelig færdsel til fods eller på cykel ikke udgør en sundhedsrisiko.

Området ligger i den sydligste del af naturområdet Gribskov ved Hillerød.

Det har sit navn efter virksomheden R. Collstrop, der imprægnerede telefonpæle og elmaster på grunden fra 1936 til 1976.

Arsenforureningen på området ligger tættere på 105 tons arsen end tidligere antaget 35 tons.

Forureningen er fordelt ud over den seks hektar store grund.



ANDRE LÆSER OGSÅ

VI ANBEFALER