Stukket i ryggen efter bordelbesøg

En 38-årig rumænsk statsborger måtte sande, at bordelbesøg ikke kun er forbundet med spas og løjer, da han natten til torsdag blev stukket fire gange i ryggen, kort efter han havde forladt et bordel.

Det skriver Herning Folkeblad.

Episoden fandt sted i den lille by Ilskov, som ligger nord for Ikast og Herning.

Den rumænske mand havde forinden haft en uoverensstemmelse med en 38-årig spansk prostitueret på stedet.

Hvad uoverensstemmelsen gik ud på, er endnu ikke klarlagt, men da den 38-årige mand forlod bordellet til fods, opdagede han, at to personer løb op bag ham.

– Det fik ham til også at sætte i løb, og han fik fire snit i ryggen, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Selvom flere patruljer blev sendt til bordellet, så fik betjentene ikke fingrene i de to gerningsmænd, som havde stukket den 38-årige rumænske mand i ryggen.

Knivstikkene var dog ikke livstruende for manden, og politiet betegner dem som ikke særlig dybe.