
I løbet af de meget tidlige morgentimer lykkedes det tyve at slippe afsted med smykker og ure for flere millioner kroner fra guldsmeden Knud Pedersen Ure og Smykker på Sankt Clemens Torv i Aarhus. Guldsmeden forhandler blandt andet dyre Rolex-ure.
Tyvene havde konstrueret en hjemmelavet rambuk af træ, som de brugte til at bryde igennem vinduesfacaden og få adgang til smykkeforretningen.
På få minutter plyndrede tyvene forretningen for ure og smykker for flere millioner kroner, før de stak af med tyvekosterne.
“Det var kl. 4.34, at Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om indbruddet, som er blevet begået ved hjælp af en rambuk konstrueret af træ, som gerningsmændene skubbede ind i butiksvinduet med deres bil,” skriver Østjyllands Politi om tyveriet.
Politiet har endnu ikke overblik over præcist, hvor mange millioner der er stjålet ure og smykker for, men ifølge Østjyllands Politi, at der stjålet smykker for “flere millioner kroner”.
Politiet har i løbet af natten og morgenen igennem været til stede ved forretningen for at sikre spor.
“Østjyllands Politi har siden anmeldelsen arbejdet intenst med efterforskningen af indbruddet.
Der er sikret spor på stedet, gennemgået overvågning og foretaget flere efterforskningsskridt.”
Politiet efterlyser nu vidner, der kan have set noget i forbindelse med rambuktyveriet, eller hvis man får tilbudt et billigt Rolex ur.
Oplysninger kan gives til politiet på 1-1-4.