Storebæltsbroen delvis lukket i flere timer

Illustrationsfoto

Storebæltsbroen er søndag middag og eftermiddag blevet delvist lukket. De første meldinger lyder på, at det vil vare flere timer

Mange mennesker vil søndag eftermiddag blive påvirket af den kraftige blæst, der har indtaget det meste af landet.

Det gælder særligt visse typer af bilister, der skal over Storebæltsbroen de kommende timer.

Storebæltsbroen er nemlig netop lukket for vindfølsomme køretøjer på grund af kraftigt blæst.

Det oplyser Sund & Bælt på det sociale medie X.

‘På Storebæltsbroen advares der imod blæst, der kan påvirke kørslen. Passage med påhængskøretøjer under 750 kg forbudt,’ lyder det i informationer omkring Storebæltsbroen.

Forbuddet gælder frem til tidligst klokken 15.00.

Hvis det blæser mere end 10 meter i sekundet, må visse vindfølsomme køretøjer ikke køre over broen.

Både store og små køretøjer kan være vindfølsomme. Men trailere, anhængere og campingvogne er som udgangspunkt med til at gøre et køretøj vindfølsomt.

Hvis påhængskøretøjet har en totalvægt på under 750 kilo, må det ikke køre ud på Storebæltsbroen, når det blæser mere end 10 meter i sekundet.

Andre køretøjer har andre regler ved mere vind.

Kan man ikke køre over Storebæltsbroen på grund af den kraftige blæst, er der muligheder for at holde ind på begge sider af broen, skriver Sund & Bælt på deres hjemmeside.