Storebæltsbroen åbner!

Storebæltsbroen åbner nu delvist, oplyser politiet. Beredskabet arbejder stadig på broen i forbindelse med en redningsaktion

Siden lørdag formiddag kort efter klokken 9 har Storebæltsbroen været lukket for alt biltrafik i begge retninger.

Men det ser nu ud til at ændre sig.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser nemlig, at man omkring klokken 13.00-13.15 vil åbne trafikken med et spor i begge retninger.

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger handler redningsaktionen om, at en person truer med at springe ud fra Storebæltsbroen. Det er lige nu ukendt, hvad der er sket med denne person.

På nuværende tidspunkt er informationen heller ikke be- eller afkræftet af myndighederne.

Et dykkerteam har dog formiddagen igennem holdt klar ved Storebæltsvej i Nyborg på Fyn.

SE OGSÅ: DYKKERTEAM PÅ STANDBY VED STOREBÆLTSBROEN: PERSON TRUER MED AT HOPPE UD

Til TV 2 fortæller en familie, der næsten holder forrest i køen ved broen, at der ikke er givet meget information til bilisterne.

“Vi har siddet her i køen siden lidt over 9. Det er lang tid at sidde her og vente, men vi har set et par afsnit Game of Thrones,” siger Jonas Hansen til mediet. Han blev interviewet, da han var steget ud af sin bil på motorvejen.

“Men det er fint, vi kan ikke gøre så meget ved det. Vi har ikke fået noget at vide om, hvornår vi kan komme her fra. Det har været meget sparsomt med, hvad man kan finde af information.”

Anmeldelsen om springeren på broen fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi klokken 09.15.

I skrivende stund er der knap 10 kilometers kø ved tilkørslen til broen på både Sjælland og Fyn.

OPDATERING KLOKKEN 13.18:

Storebæltsbroen er nu åbnet i begge retninger med et spor.

Der er ikke nogen opdatering på den person, der angiveligt truede med at springe ud.

Dykkerteam på Storebæltsvej i Nyborg
Dykkerteam på Storebæltsvej i Nyborg