Store flammer slukket: Nu er ejeren sigtet

Brandvæsen og politi har sent torsdag eftermiddag været til stede ved en brand i Espergærde

Torsdag eftermiddag klokken 16.31 fik Nordsjællands Politi og brandvæsenet en anmeldelse af, at der var brand på en grund på Kongevejen i Espergærde.

Derfor hastede beredskabet ud til adressen, hvor man ankom få minutter efter.

”Det er en campingvogn, der har været ild i. Der er kommet en del røg fra stedet, men branden er her klokken 16.55 blevet slukket,” fortæller vagtchefen fra Nordsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

Han oplyser samtidig, at ingen mennesker er kommet til skade i forbindelse med branden.

”Der er ikke sket personskade, men vi sigter ejeren for overtrædelse af beredskabsloven – det giver typisk en bødestraf,” siger vagtchefen.

SE OGSÅ: POLITIET EFTERLYSER 23-ÅRIG: HAR DU OPLYSNINGER, DER KAN FØRE TIL HANS ANHOLDELSE?

Branden opstod, da der var tændt op i en brændeovn inde i campingvognen, der efterfølgende har sat ild til det hele.