Stor udrykning til Indre By

To demonstrationer har torsdag aften resulteret i, at politiet er rykket talstærkt ud til Indre By. Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er demonstranterne fra hver sin yderliggående fløj

Københavns Politi er torsdag ved 18-tiden til stede med en stor portion betjente på Vestergade i det centrale København.

“Vi er på stedet, fordi der er en demonstration og en moddemonstration i området,” siger vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald til Presse-fotos.dk.

Er du klar over, hvad der er demonstreres mod?

“Det er ikke noget, vi udtaler os om. Det må du spørger demonstranterne om,” siger vagtchefen.

Er der opstået ballade i forbindelse med demonstrationerne?

“Der er ikke ballade på den måde, at der har været vold, eller at nogen personer er kommet til skade. Men der har været råb og larm,” afslutter vagtchefen.

Han har på nuværende tidspunkt ikke nogen ide om, hvor længe demonstrationerne varer. Vagtchefen spår dog klokken 18.40, at demonstranterne snart går hver til sit.

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er det demonstranter fra det venstre radikale miljø og det højre radikale miljø, der befinder sig i Vestergade. Det kan Københavns Politi dog ikke be- eller afkræfte.

Vidner på stedet anslår, at der er omkring 300 mennesker til stede ved demonstrationerne.

Ifølge B.T. er den ene af demonstrationerne mennesker fra Antifa og Kommunistpartiet.