Stor udrykning til gasudslip – viste sig blot at være kloaklugt

En stor udrykning bestående af politi, brandvæsen og ambulance til et plejehjem fik sig onsdag aften en lang næse, da et gasudslip viste sig at være noget helt andet

Midt- og Vestjyllands Politi er sammen med brandvæsenet kort efter klokken 20.00 rykket ud til plejehjemmet Toftevang på Silkeborgvej i den midtjyske by Them.

Her rykkede beredskabet hurtigt ud efter mistanke om gasudslip på adressen.

Da en større udrykning af køretøjer ankom til stedet, kunne alarmen dog afblæses ikke længe efter.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

‘Der var ikke tale om et gasudslip, men lugten kom i stedet fra en defekt grundvandspumpe og en kloaklugt. Det var helt ufarligt og er blevet klaret med udluftning,’ lyder det fra politikredsen.

Beredskabet har klokken 22.00 forladt plejehjemmet.

SE OGSÅ: KIRKEGÅRD PLYNDRET FOR DYRE MASKINER OG REDSKABER FOR ANDEN GANG