
Politi og brandvæsen kørte lørdag aften til Planetariet på Gammel Kongevej i København, hvor de havde fået en melding om røgudvikling.
“Vi får en melding om, at der kommer røg fra taget, men man mener nu, at det stammer fra køkkenet. Det er vi i gang med at undersøge,” siger vagtchef Dyre Sønnicksen, Københavns Politi til bt.dk
Ifølge Hovedstadens Beredskab er skaden dog minimal.
“Mindre brand slukket i køkkendel. Ventilationsanlæg efterset med termisk kamera, intet at bemærke. Skadeservicefirma rekvireret. Vi bliver på stedet i yderligere ca 30 min men starter allerede nu at sende køretøjer hjem,” skriver de på Twitter.
Til gengæld var der en kvinde, der besvimede bag planetariet.
“Branden har givet rigtig meget røg i køkkenet, hvor en kvindelig ansat kom forbi. Hun var så gået ud bagved og besvimet, fordi chokket var så stort,” fortæller Dyre Sønnicksen.




