Stor politiaktion: Store mængder narko og kontanter beslaglagt

Cirka et ton hash, dyre ure, hård narkotika, biler og store kontantbeløb i flere valutaer var noget af fangsten, da National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tirsdag slog til på 20 forskellige adresser fordelt over store dele af Østjylland, på Fyn og i Spanien ved en koordineret politiaktion mod omfattende indsmugling af narkotika.

Cirka 6 millioner kroner er den anslåede værdi af alt det, man tirsdag har beslaglagt.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Også Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Skattestyrelsen og spansk politi har været en del af tirsdagens aktion.

18 personer er i den sammenhæng blevet anholdt.

Politiet oplyser, at 11 personer forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers den 6. april 2022.

De resterende personer løslades, men er fortsat sigtet i sagen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at det ikke kan udelukkes, at der i den kommende tid vil blive foretaget yderligere anholdelser i sagen.