Stor aktion i Aalborg: Mand stukket med kniv

En person er kommet på sygehuset efter at være ramt af et knivstik på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 15.03.

Anmeldelsen medførte,  at politiet øjeblikkeligt sendte adskillige styrker til stedet: uniformerede patruljer, hundepatruljer samt indsatsledelse. 

“Manden er indbragt til sygehuset, hvor han behandles. Hans tilstand er stabil,” siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus, i en pressemeddelelse.

”Vi kan i øjeblikket ikke udtale os om mistænkte eller mulige gerningspersoner. Det er det, som vores arbejde skal fastlægge. Men vi har flere spor at gå efter,” siger vagtchefen, der understreger, at politiet kommer til at arbejde i området i længere tid. 

Et vidne siger til nordjyske.dk, at kniv-offeret er i 20’erne. Han skal være blevet stukket i den ene balde. Efter knivstikkeriet flygtede flere mænd fra stedet.

Har man oplysninger i sagen, eller har man set noget, så kan man ringe til politiet på telefon 114.