Større samlet aktion: Afslørede en række ulovlige tatovører

Skattestyrelsen, Politiet og Sikkerhedsstyrelsen gennemførte torsdag en samlet aktion, hvor de afslørede 23 ulovlige tatovører i Kolding, Odense og Aabenraa.

I Danmark er det lovpligtigt at registrere sig som tatovør hos Sikkerhedsstyrelsen, hvis man skal have tilladelse til at tatovere i landet. Derudover skal alle tatovører følge et obligatorisk hygiejne-kursus, som skal forhindre at kunder får infektioner efterfølgende.

Derudover blev en sydamerikansk mand, der arbejdede som uregistreret tatovør i Aabenraa, sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, da han ikke havde en gyldig arbejdstilladelse.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er det store omfang af uregistrerede tatovører i de tre byer dog ikke repræsentativt for branchen generelt.

“Efterlevelsen af tatoveringsloven stod ringe til på de kontrollerede steder, og der venter et efterspil. Aktionen var baseret på et tip, så det er heldigvis ikke vores generelle indtryk af branchen. Mange gør sig umage med at følge reglerne”, siger Sikkerhedsstyrelsens kontorchef, Søren Assenholt Muff.