Stjal 200.000 kroner fra ældre kvinde: Nu advarer politiet danskerne

Arkivfoto

En tricktyv stjal onsdag flere hundrede tusinde kroner fra en ældre kvinde, da han udgav sig for at være fra politiet

Midt- og Vestsjællands Politi modtog natten til torsdag klokken 00.31 en anmeldelse om, at en 72-årig kvinde fra Ringsted var blevet svindlet af en tricktyv via telefonen.

Den 72-årige var tidligere på dagen blevet kontaktet telefonisk af en mand, der fortalte, at han var kriminalassistent.

Han bad den ældre kvinde om at overføre alle sine penge til to andre konti, da der var konstateret forsøg på at optage lån i hendes navn. Hun ville derefter få sine penge tilbage på sin konto seks timer senere.

Det skete aldrig.

Den 72-årige lod sig overtale til at overføre omkring 200.000 kroner til svindleren, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

“Politiet skal igen advare mod, at man udleverer personlige informationer eller bankoplysninger over telefonen. Hverken banken eller politiet kontakter nogensinde borgerne på den måde. Svindlerne er meget veltalende og udnytter typisk den forvirring, der opstår, når de ringer og påstår, at ens penge er i fare for at blive stjålet her og nu. Vi opfordrer fortsat folk til at snakke med deres ældre pårørende om risikoen for at blive svindle,” fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

SE OGSÅ: TO UNGE BLEV OVERFALDET AF NI GERNINGSMÆND MED KNIV

Politikredsen efterforsker nu sagen.