Status på statsministeren: Mette Frederiksen melder ud

Det slag, statsminister Mette Frederiksen (S) blev ramt af på Kultorvet fredag, har forårsaget et lettere piskesmæld.

Det oplyser Statsministeriet lørdag formiddag til Ritzau i en skriftlig meddelelse.

– Statsminister Mette Frederiksen blev efter slaget i går kørt til tjek på Rigshospitalet. Slaget har forårsaget lettere piskesmæld, skriver ministeriet.

Statsministeren er herudover i god behold, men er rystet over hændelsen, oplyser ministeriet videre.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Kultorvet fredag aften da Mette Frederiksen blev slået
Kultorvet fredag aften kort efter hændelsen.

Mette Frederiksens planlagte deltagelse i arrangementer lørdag i Herlev, Rødovre, Roskilde, Holbæk og Slagelse er desuden aflyst.

Statsministeriet oplyste fredag aften klokken 20.41 til Ritzau, at Mette Frederiksen var blevet slået af en mand på Kultorvet.

Kort efter bekræftede Københavns Politi, at der havde været en hændelse på Kultorvet, der involverede statsministeren.

Umiddelbart efter hændelsen blev en 39-årig formodet gerningsmand anholdt.

Han vil lørdag omkring klokken 13 blive fremstillet for en dommer ved Retten på Frederiksberg, oplyser Københavns Politi lørdag morgen.

I retsmødet vil dommeren afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.

Presse-fotos.dk har dækket sagen fra fredag aften, da hændelsen skete. Se flere billeder fra aftenen og læs mere her.