Statsminister Mette Frederiksen (S) ser ingen løsning på konflikten i Mellemøsten og er derfor åben for en international militær intervention.
Det siger hun til Ritzau.
– Jeg ser det nok i virkeligheden i en egen vurdering af, at der kommer ikke en løsning med det, vi kigger ind i dernede, og det kan ikke nytte noget, at det bare får lov at fortsætte, siger hun.
Spørgsmål: Kan det rumme militær aktion?
– Ja, det kan det godt.
Udtalelserne falder i forlængelse af behovet for en tostatsløsning mellem Palæstina og Israel.
Konflikten er kørt op i en sådan spids, at der ikke længere er rationelle, pragmatiske kræfter på nogen af fløjene.
– De har fanget ikke bare deres egne lande og befolkninger i det her, men faktisk også alle os andre, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
– Jeg synes, at prisen er blevet for høj for os alle sammen.
Tostatsløsningen er derfor den eneste løsning, der kan bringe en varig og stabil fred på banen, mener statsministeren.
– Det kan kun ske, hvis vores internationale verdenssamfund på et tidspunkt siger, at nu bliver vi nødt til at gennemtvinge det.