Statskassen snydt for mange millioner: Seks personer er anholdt!

Seks personer i alderen 22 til 43 år er blevet anholdt og sigtet for hvidvask af mindst 32 millioner kroner.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

De sigtede mistænkes for at have haft forskellige roller i et netværk, hvor virksomheder på baggrund af fiktive fakturaer har indbetalt mindst 32 millioner kroner til flere privatpersoners bankkonti.

Anholdelserne er gennemført i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.

– Der er tale om en omfattende efterforskning, som vi har arbejdet med siden marts, siger efterforskningsleder Niels Kristoffersen fra National enhed for Særlig Kriminalitet i pressemeddelelsen.

– Vores vurdering er, at statskassen er blevet unddraget for et stort millionbeløb, hvor sorte penge er blevet hvidvasket gennem fakturafabrikker.

De sigtede bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge Niels Kristoffersen har den koordinerede anholdelses- og ransagningsaktion sikret beviser til den videre efterforskning af sagen.