Stærkt utilfredse ambulancereddere nedlægger arbejdet i København: “Vi bliver presset til det yderste”

Onsdag formiddag mellem klokken 09:30 til 10:30 har en gruppe ambulancereddere fra Region Hovedstaden valgt at nedlægge arbejdet for at vise deres utilfredshed med dårlige arbejdsforhold og stigende pres fra deres arbejdsgiver Region Hovedstaden.

“Vi holder et fagligt møde, fordi vi som medarbejdergruppe er stærkt utilfredse og ikke har nogen tillid til akutberedskabet i Region Hovedstaden”, siger Emil Moll Staunsager, som er ambulancebehandler i Region Hovedstaden og talsperson for gruppen af “stærkt utilfredse reddere”.

Det er et stigende arbejdspres, som blandt andet er årsagen til arbejdsnedlæggelsen, forklarer Emil Moll Staunsager.

“Vi bliver presset til det yderste. Ofte når vi ikke at aflevere patienten på sygehuset, før vi bliver ringet op og spurgt, om vi kan køre.”

Men det handler også om en for dårlig sortering i hvilke patienter, der har brug for en ambulance, hos akutberedskabet, mener han.

“Når vi er på vagt i 12 timer, så har man en tendens til at bruge os til ture, som ikke er akutte. Vi tilser en masse mennesker, som ikke har brug for ambulancer, og det betyder, at dem der er meget syge ikke får den hjælp, de har brug for.”

“Hvis alle ambulancer er ude og køre kærestesorger eller forstuvede fødder, så er der ikke nogen ambulancer tilbage.”

Ifølge ambulanceredderen Emil Moll Staunsager resulterer de dårlige arbejdsforhold i en decideret medarbejderflugt, hvor redderne i Region Hovedstaden enten søger nye karriereveje eller søger arbejde i andre regioner.

Det er vigtigt for Emil Moll Staunsager at understrege, at de strejkende ambulancereddere fortsat kører ved akut sygdom, selvom de holder “fagligt møde” på Rådhuspladsen.

De ikke-akutte patienter må dog vente på at få hjælp til at ambulanceredderne genoptager arbejdet.

I alt deltager 14 ambulancereddere og 5 ambulancer i arbejdsnedlæggelsen.

Strejken er overenskomststridig mener Region Hovedstaden, skriver B.T.