Spritstiv sejler: ‘’F… off, I’m in Denmark now’ – hvorefter en politijagt gik i gang

I sommeren 2023 viste en 39-årig dansk mand sig så godt frem i Helsingborg Nordhavn, at han efter at have glemt sin hund på kajen, også fik igangsat en politijagt på sundet – skriver Helsingør dagblad.

Det hele startede en sommerdag i juli 2023, hvor svensk politi blev kaldt ud til en beruset mand, som var generende overfor andre brugere af Helsingborg Nordhavn.

Manden valgte derfor i meget beruset tilstand at hoppe ned i en båd og sejle ud på sundet.

Men manden havde dog haft så travlt med at komme væk, at han i forvirringen havde glemt sin hund, der stadig stod inde på kajkanten, da manden susede ud af havnen.

‘Fuck off, I’m in Denmark now’

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Svensk politi og repræsentanter for den svenske kystbevogtning satte efter manden ude på Sundet, og da manden mente, at han var i sikkerhed i dansk farvand, råbte han ‘Fuck off, I’m in Denmark now’.

Men det, som den 39-årig ikke vidste, var, at det svenske politi havde været i kontakt med de danske søfartsmyndigheder – og havde fået tilladelse til at forsætte jagten ind i dansk farvand.

Manden valgte, som var det taget ud af en Pirates of the Caribbean-film at åbne en flaske vin, som Jack Sparrow ville have gjort og lænede sig tilbage, som om at han sov.

Men det var bare en afledningsmanøvre.

For kort efter vendte han sin båd 180 grader rundt og sejlede direkte mod kystbevogtningens skib, som lige nåede at flytte sig inden kollision med den fulde sejler.

Manden forsøgte flere gange at påsejle kystbevogtningen og blev til sidst så træt, at han forsvandt ned i skibet, hvor politiet så sit snit og fik boardet båden og anholdt den meget fulde og højtråbende dansker fortæller Helsingør Dagblad.

I følge Helsingør Dagblad, viste en alkotest senere, at manden havde en promille på 2,06, og at den 39-årige mand nu skal møde i Helsingborgs Tingsrätt, hvor han blandt andet står tiltalt for grov druksejlads og for at modsætte sig anholdelse.

Hvad er reglerne for spiritus og sejlads?
I Danmark er promillegrænsen 0.5 promille for alle førere og besætninger på skibe over 15 meter, planende speedbåde samt vandscootere og lignende