
En 65-årig kvinde risikerer både kørekort og bil, efter at hun søndag aften kørte ind i en lygtepæl på Havevej i Fårevejle.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Politiet fik kl. 18.48 en anmeldelse om, at en bilist på parkeringspladsen ved et supermarked var kørt ind i en lygtepæl.
Ude på stedet fik politiet kontakt til en spirituspåvirket, 65-årig kvinde fra Fårevejle St., som blæste alkometeret meget højt op. Umiddelbart ser det ifølge ordensmagten ud til, at promillen var over 2!
Dét fik politiet til også at mistænke hende for at være så påvirket af spiritus, at kørslen var omfattet af reglerne om vanvidskørsel.
Den 65-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet beslaglagde den 65-åriges personbil med henblik på senere konfiskation. Desuden har politiet administrativt inddraget hendes førerret og kørekort, så hun ikke længere må være fører af et køretøj, som kræver et kørekort.
Der var ikke andre trafikanter involveret i påkørslen af lygtepælen, som fik mindre skader.