Spanien vil fortsætte støtte til palæstinensere

Arkivfoto

Spanien vil fortsætte EU’s økonomiske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Det siger Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, tirsdag.

– Samarbejdet skal fortsætte. Vi må ikke forveksle Hamas, som er på EU’s terrorliste, med den palæstinensiske befolkning, de palæstinensiske myndigheder eller FN’s organisationer i området, siger Albares i et interview med den spanske radiokanal Cadena SER.

Udenrigsministeren påpeger, at områderne, hvor mange palæstinensere bor, med stor sandsynlighed kommer til at få brug for yderligere støtte efter Hamas’ angreb lørdag mod Israel og Israels bombardement i Gazastriben.

Tirsdag holder EU-landenes udenrigsministre møde for at drøfte situationen.

Østrig meldte mandag ud, at det indstiller støtten til humanitære projekter i de besatte palæstinensiske områder som følge af den militante bevægelse Hamas’ angreb på Israel lørdag.

– En suspendering af støtte vil være kontraproduktivt, lyder det derimod fra den spanske udenrigsminister.

Den ungarske EU-kommissær for naboskab og udvidelse, Olivér Várhelyi, skrev mandag på det sociale medie X, at EU-Kommissionen havde suspenderet alle betalinger til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Senere på dagen kom der dog en anden melding fra EU-Kommissionen, nemlig at EU vil foretage et gennemsyn af udviklingsbistanden til Det Palæstinensiske Selvstyre, men vil fortsætte hjælpen til nødstedte palæstinensere.

I en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen blev det desuden understreget, at der ikke er tale om at suspendere udbetalinger, da der ikke var nogen planlagt i den nærmeste fremtid.

Samtidig meddelte EU-kommissær Janez Lenarcic, at “EU’s humanitære støtte til palæstinensere vil fortsætte, så længe det er nødvendigt”.