29. dec. 2022 - 10:59

Snød den danske statskasse for milliarder – nu har domstol i Dubai afgjort hans skæbne



Udenrigsministeriet – Foto: Jørgen Skytte

Sanjay Shah, som anklages for at bedraget den danske statskasse for flere milliarder kroner, skal nu udleveres til Danmark

En domstol i Dubai har torsdag formiddag afgjort, at Sanjay Shah skal udleveres til retsforfølgelse i Danmark.

Det bekræfter Udenrigsministeriet over for TV 2.

Sanjay Shah har nu 30 dage, hvor han kan vælge at appellere dommen. Han har siddet i fængsel i Dubai siden maj.

Stjal mere end ni milliarder fra statskassen

Sanjay Shah er helt konkret tiltalt for at snyde den danske stat for omkring ni milliarder kroner og for at være hovedpersonen i den store skandale om udbytteskat, som menes at have kostet Danmark mere end 12,7 milliarder kroner.

Her udnyttede Sanjay Shah systemet ved at få refunderet skat, der aldrig var blevet betalt.

Han mener selv, at han blot udnyttede et hul i dansk lovgivning, men den danske anklagemyndighed har tiltalt ham for bedrageri af grov beskaffenhed.

Udenrigsminister Lars Løkke kalder dommen ‘en stor sejr for Danmark’.

‘Det har krævet en ihærdig indsats fra det danske diplomati at nå hertil og et konstruktivt samarbejde med de emiratiske myndigheder. Nu må vi afvente, om sagen ankes. Forhåbentligt er vi i dag kommet et stort skridt nærmere at stille Sanjay Shah til ansvar i udbyttesagen,’ udtaler Lars Løkke Rasmussen i et skriftligt svar til TV 2.

SE OGSÅ: VOLDSORGIE: 31-ÅRIG PÅKØRT OG OVERFALDET MED BAT AF UNGT PAR

Afgørelsen i Dubai er bemærkelsesværdig, fordi en dommer tilbage i september ved samme retsinstans nåede frem til stik modsatte resultat.

Dengang var det en fejl i den danske udleveringsanmodning, der gjorde, at Sanjay Shah ikke blev udleveret til Danmark. Efterfølgende blev sagen sendt retur til samme instans på baggrund af en anden teknikalitet.



ANDRE LÆSER OGSÅ