Slog sin egen mor ihjel: Far og søn dømt for drab

En 18-årig mand og hans 60-årige far er fredag blevet dømt for drab, efter de i september sidste år slog den unge mands mor ihjel i deres lejlighed. De to mænd, der er fra Afghanistan, er blevet idømt henholdsvis otte og 12 års fængsel samt udvisning af landet for bestandigt.

Den 17. september sidste år modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra den dengang 17-årige søn, der fortalte, at han havde dræbt sin mor i deres lejlighed på Nørrebrogade i Randers. Dog fik politiet hurtigt mistanke om, at den unge mand ikke havde handlet alene.

Politiet anholdt derfor kvindens dengang 59-årige mand samme dag, da de mistænkte, at manden havde fået sønnen til at slå moren ihjel.

Den følgende dag blev begge mænd varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør.

”Retten fandt det bevist, at de tiltalte begik drabet, at der fandt forudgående planlægning sted, og at det var aftalt, at sønnen skulle tage skylden.” siger anklager Philip Møller.

Han forklarer yderligere, at retten dog ikke fandt det bevist, at der var tale om æresdrab. Samtidig var det heller ikke muligt at påvise en ‘rollefordeling’ mellem de to mænd, i henhold til deres individuelle ansvar for drabet. Derfor var det heller ikke muligt at vurdere, hvorvidt faren bevidst har udnyttet sønnens unge alder, til at tvinge den unge mand til at begå den drabelige handling.

Begge er fortsat varetægtsfængslet efter dommen og har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.