Skuddræbt 21-årig var uskyldigt offer: Politiet indfører visitationszoner

Efter skuddrabet på en 21-årig mand den 8. marts og en række fund af skyde- og stikvåben, samt flere hændelser den seneste tid med personer, som politiet mener har tilknytning til bandemiljøet, har Østjyllands Politi besluttet at oprette visitationszoner i to afgrænsede områder i Rosenhøj og i Brabrand.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse fredag.

– Der er vores vurdering, at den uro, der har ulmet den seneste tid, har udviklet sig til en reel konflikt mellem grupperingerne. Natten til tirsdag blev en 21-årig mand dræbt af skud, da han kom kørende i sin bil i Viby, og det tyder desværre på, at han var et uskyldigt offer, der tilfældigt blev ramt.

– Derudover har vores betjente ved flere lejligheder fundet våben i Rosenhøj og Brabrand, og der har været flere voldelige hændelser, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

– Nu indfører vi visitationszoner for at få så mange våben som muligt væk fra gaden. Samtidigt fortsætter vi vores massive indsats mod bandemiljøet. Vi efterforsker alle hændelser i bandemiljøet, vi er ekstra synlige med patruljer i områderne, og vi har en forebyggende indsats, som også er meget vigtig, ” siger han videre.

Træder i kraft i dag

Visitationszonerne træder i kraft fredag den 11. marts kl. 16.00 og varer foreløbigt i knap fire uger til og med torsdag d. 7. april, men perioden kan forlænges, hvis politiet mener, at der er behov og grundlag for det. 

I en visitationszone kan politiet stikprøvevis foretage kropsvisitationer samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere om nogen besidder eller bærer våben.

Visitationszonerne dækker disse to geografiske områder i Aarhus Kommune: 

Det geografiske område, visitationszonen i Rosenhøj dækker. Kilde: Østjyllands Politi.
Det geografiske område, visitationszonen i Brabrand dækker. Kilde: Østjyllands Politi.