Skud igennem varevogn i Albertslund: Politiet har fundet tre patronhylstre

Politiet har søndag fundet tre patronhylstre efter skyderi i Kanalens Kvarter i Albertslund lørdag aften.

Ifølge presse-fotos.dk’s oplysninger var der adskillige beboere i området, der havde hørt noget, men skyderiet er ikke anmeldt, for der er ingen, der har set det.

Vidner siger til presse-fotos.dk, at der er affyret fire skud, men det er altså foreløbig kun lykkedes politiet at finde tre patronhylstre.

Skyderiet fandt sted på en parkeringsplads, og der er skudt igennem forruden på en varevogn, der tilhører et firma.

Politiet lukkede indkørslen og spærrede området af søndag ved frokosttid.

Herefter gennemsøgte ordensmagten området med hunde for at sikre sig spor. Afspærringen blev hævet kl. 13.55

“Jeg kan bekræfte, at vi har taget en varebil ind til nærmere undersøgelse. Det er korrekt, at der er nogle huller i denne varebil, men jeg vil ikke lægge mig fast på, hvorvidt det er skudhuller. Det må efterforskningen afgøre,” udtaler Daniel Benner, vagtchef for for Københavns Vestegns Politi til presse-fotos.dk

“Jeg kan også bekræfte, at der er fundet patronhylstre i området. Hvorvidt varevognen og patronhylstrene har noget med hinanden at gøre, kan vi ikke sige med sikkerhed endnu. Men hvis der er en sammenhæng, er det naturligvis en alvorlig sag,” siger Daniel Benner.