Skrig kan høres da russisk soldat skærer halsen over på ukrainsk krigsfange

En video, der angiveligt viser ukrainsk fange blive halshugget med en kniv, kaldes “forfærdelig” af Rusland

Den russiske regering tager onsdag afstand til en video, der angiveligt viser en tilfangetagen ukrainsk soldat blive halshugget med en kniv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rusland kalder videoen for “forfærdelig” og vil have undersøgt dens ægthed.

– Først og fremmest skal ægtheden af disse forfærdelige billeder bekræftes, siger Dmitrij Peskov, talsmand for det russiske præsidentkontor.

Han tilføjer, at “vi lever i en verden fyldt med falskneri”.

Videoen har floreret på sociale medier og viser tilsyneladende russiske soldater filme sig selv, mens en mand bliver halshugget med en kniv. Manden bærer et gult bånd, som typisk bruges af ukrainske soldater.

På videoen kan man høre den ukrainske krigsfange skrige, og han må derfor antages at være i live, da han får halsen skåret over.

Reuters har onsdag ikke kunnet bekræfte videoens ægthed.

SE OGSÅ: 22-ÅRIG KØDÆDER TYGGER I BETJENT UNDER ANHOLDELSE

Tidligere onsdag har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tordnet mod russiske “udyr” som følge af videoen.

– Der er nogle ting, som ingen i verden kan ignorere: hvor let disse udyr dræber, siger Zelenskyj i en videotale på sociale medier.

– Denne video … henrettelsen af en ukrainsk fange … verden bliver nødt til at se den, lyder det videre fra Ukraines præsident.

Videoen varer ifølge nyhedsbureauet AFP omkring et minut og 40 sekunder.

Den viser en maskeret og camouflageklædt mand, der skærer hovedet af den formodet ukrainske krigsfange. I baggrunden kan der høres stemmer, der på russisk opildner manden, som står bag halshugningen.

Efter halshugningen er der ifølge AFP en af stemmerne, der foreslår, at det afhuggede hoved skal sendes “til lederen”.

Under den igangværende krig har både Ukraine og Rusland flere gange beskyldt modparten for at slå krigsfanger ihjel. Der har også tidligere floreret videoer af formodede drab på krigsfanger, skriver AFP.

/ritzau/