Skovbrande har hærget danske turistmål sommeren igennem – nu evakueres tusinder på Costa Del Sol

Brandslukningsfly flyver over badende turister i Malaga

Redningsarbejdere har evakueret mere end 2000 mennesker fra en skovbrand, der lige nu hærger nær flere feriesteder på Costa Del Sol i Sydspanien. 

En frivillig brandmand har mistet livet i forbindelse med brandene, og 6000 hektar skov er brændt af på bare fire dage, hvilket ifølge Ritzau svarer til lidt mere end Fanø i areal. 

Flere af de evakuerede er blevet indlogeret i en sportshal i byen Ronda, der ligger i området. Her sørger frivillige for at bringe vand og andre fornødenheder til de evakuerede. 

Aske fra skovbranden på stranden i Malaga

Søndag har den spanske regering indsat militæret i et forsøg på at håndtere flammerne, der brød ud onsdag i den bjergrige by Estepona, som er et populært turistmål. 

“Vi arbejder koordineret og uden hvile i lyset af den brand, der ødelægger provinsen Malaga (hvor Estepona blandt andet ligger, red.),” skriver Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, på Twitter.

Det vides endnu ikke, om der er danskere blandt de evakuerede, som generelt bliver beskrevet som ældre. 

Skovbranden i Costa Del Sol kommer ovenpå en sommer, hvor flere af danskernes foretrukne feriesteder har været plaget af skovbrande. 

Blandt andet har der i løbet af sommeren været voldsomme skovbrande i nogle af danskernes foretrukne feriesteder, såsom Mamaris-kysten, Bodrum og i området omkring Alanya i Tyrkiet. Også på det græske ø-paradis Rhodos har danske turister været berørt af flammerne fra skovbranden. Det har Presse-fotos.dk tidligere beskrevet, og det kan du læse her. 

Tidligere på sommeren har skovbrande også hærget flere steder i Italien og i Grækenland, tæt på hovedstaden Athen. I den forbindelse kaldte den græske Premierminister Kyriakos Mitsotakis det for en “mareridtsagtig sommer”. 

Ifølge BBC omkom to personer omkommet i skovbrandene i Grækenland, mens yderligere 20 personer blev såret. Flere hundrede blev evakueret. 

Klimaforskere har tidligere kaldt det for den varmeste sommer nogensinde. Flere af landene har oplevet hedebølger, hvor temperaturen en række steder har nået over 45 grader. De høje temperaturer har givet næring til skovbrandene.

Grækenlands Premierminister, Kyriakos Mitsotakis sagde ifølge nyhedsbureauet AFP således i midten af august:

“Klimakrisen er her. Og den fortæller os, at alting må forandre sig,” og han tilføjede, at brandene i Grækenland var landets “største miljømæssige katastrofe i årtier”.