Skar øret af offer: Politiet efterlyser hollandsk statsborger internationalt

Søndag den 15. maj blev en 25-årig mand offer for et særdeles brutalt overfald på en adresse i Silkegade i København.

Manden blev stukket flere gange på kroppen med kniv, han fik skåret sin ene kind op og sit venstre øre af.

Tirsdag anholdt Københavns Politi en 20-årig mand, som er mistænkt for at stå bag det brutale overfald sammen med en medgerningsmand.

Den mistænkte medgerningsmand er den 24-årige hollandske statsborger Yahye Mohamed Omar, som Københavns Politi onsdag efterlyser internationalt.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Formodes at befinde sig i udlandet

– Vi har en formodning om, at han befinder sig i udlandet. Muligvis i Sverige, Norge – omkring Oslo eller det nordlige Tyskland, som vores indledende efterforskning peger i retning af. Men da den mistænkte er hollandsk statsborger og har bånd til Storbritannien, så søger vi også efter ham i de lande, siger politikommissær Kenneth Jensen fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi. 

Efterlysningen af den 24-årige er derfor blevet delt med medier i Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Politiet anser Yahye Mohamed Omar som værende farlig, og borgere bør ikke forsøge at tage kontakt til ham eller tilbageholde ham, men i stedet kontakte politiet med det samme, hvis man ser ham.

– Det var et særdeles brutalt overfald, så vi har en intensiv efterforskning for at få Yahye Mohamed Omar bag tremmer. Vi har et godt samarbejde med vores kolleger i udlandet, men vi har brug for borgernes hjælp. Så hvis nogen ved noget om, hvor han befinder sig, skal man ringe til os på 114, siger Kenneth Jensen.

Foto af den 24-årige hollandske statsborger Yahye Mohamed Omar på Københavns Hovedbanegård. Foto: Københavns Politi.
Foto af den 24-årige hollandske statsborger Yahye Mohamed Omar. Foto: Københavns Politi.