Seks personer fængslet for indsmugling af 864.200 piller

Illustrationsfoto

Fem mænd i alderen 35 til 46 år og en kvinde på 34 år er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for at have overtrådt lægemiddelloven ved at have indsmuglet 864.200 piller, der har en værdi på omkring 8,3 millioner kroner.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det fremgår desuden, at de er sigtet for at have indsmuglet en ukendt, men større, mængde dopingenheder ind i landet, som er blevet videreoverdraget.

De seks personer blev fremstillet ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Aktionen og anholdelserne af de seks personer sker på baggrund af længere tids efterforskning i et samarbejde mellem dansk og nordtysk politi.

En 46-årig mand blev anholdt i Padborg, mens de øvrige er blevet anholdt i Kolding.

Præcis hvilken form for piller, og hvad deres funktion er, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

En 37-årig mand erkendte delvist overtrædelse af lægemiddelloven, men nægter en sigtelse om videreoverdragelse af en større mængde dopingenheder.

De andre nægter sig skyldige.

Den 34-årige kvinde kærede varetægtsfængslingen. Ingen af de andre kærede.