Seks mænd anholdt for at stjæle flere hundrede tusinde kroner fra ældre kvinder

Arkivfoto

Flere kvinder er ifølge politiet blevet svindlet. De blev ringet op af nogle, som de troede, var fra banken

Mindst seks personer er blevet anholdt og sigtet for at have svindlet ældre borgere for i alt en halv million kroner.

Det oplyser Københavns Politi og Fyns Politi i pressemeddelelser.

De sigtede, der alle er mænd mellem 21 og 28 år, er blevet anholdt i en koordineret aktion med flere politikredse.

Mændene har ifølge politiet kontaktet kvinder flere steder i landet over telefon, hvor de har udgivet sig for at være fra Nets eller banken.

Københavns Politi skriver, at mændene har fået borgerne til at tro, at deres konti eller betalingskort var blevet misbrugt eller hacket.

Herefter er de blevet overtalt til at udlevere betalingskort og tilhørende koder til en person, som er kommet hjem til kvinderne.

Beløbene, som kvindernes menes at være blevet svindlet for, løber op i minimum 500.000 kroner for de to politikredse.

Fyns Politi skriver desuden, at der kan komme “væsentligt flere sigtelser til”. Det kan heller ikke udelukkes, at der vil ske flere anholdelser, lyder det.

– Vores efterforskning skal nu afdække, om der er en sammenhæng mellem disse netværk og personer, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

– Det gode, tætte samarbejde med landets øvrige politikredse fortsætter, siger han videre.

De seks mænd er alle sigtet for groft bedrageri.

/ritzau/