Den stærkt islam-kritiske Rasmus Paludan holdt fredag en ny demonstration på Tomsgårdsvej i Københavns nordvest-kvarter.
Her er der netop ved at blive taget en ny moské i brug.
Rasmus Paludan har tidligere sagt, at han bliver ved med at brænde udgaver af muslimernes hellige bog, Koranen, af, indtil Sverige bliver optaget i den vestlige forsvarsalliance, NATO.
Netop optagelsen af Sverige i NATO har udviklet sig til en storpolitisk strid, efter at Rasmus Paludan har brændt en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
LÆS OGSÅ: Paludan vil brænde koraner i København hver uge
Det altovervejende muslimske Tyrkiet opfatter afbrændingen som en hån. Og landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sagt, at han vil blokere for, at Sverige bliver optaget i NATO, fordi landet tillader afbrænding af koraner.
I NATO kræver det enstemmighed for at optage nye lande som medlemmer. Tyrkiet er det eneste medlemsland, der er imod, at Sverige bliver optaget.
Finland har også ansøgt om optagelse. Den finske ministerpræsident, Sanna Marin, har sagt, at Finland kun går med i NATO, hvis Sverige også bliver optaget.
Efter denne fredags demonstration i København blev Rasmus Paludan kørt væk af politiet ed udrykning.