Se video: Bil kørt direkte ind i butik

En bil er lørdag ved middagstid kørt ind i en butik på den del af Gammel Køge Landevej, der ligger i Valby og dermed i Københavns Kommune.

Hovedstadens Beredskab skriver på Twitter:

“Hovedstadens Beredskab er fremme. En person er uheldigvis kommet til at køre ind i butik med lav fart. Vi hjælper person ud af bilen, fjerner glas og håndterer mindre vandskade. Skadeservice tilkaldt.”

“Vi har fået en melding over 112 om, at et køretøj er kørt ind i en butiksfacade på Gammel Køge Landevej. Vi er på vej til stedet, så mere ved vi ikke om sagen på nuværende tidspunkt,” siger vagtchef hos Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, til bt.dk

Over for presse-fotos.dk uddyber han:

“Bilens fører har over for os forklaret, at han forsøgte at holde stille, men at bremserne ikke virkede, og at bilen derfor fortsatte ind i butiksruden. En bilinspektør vil nu sammen med os undersøge førerens forklaring.”

Der var ingen personer, der kom til skade i forbindelse med uheldet.