Så voldsom var derby-balladen: 61 sager om vold mod politifolk og en trukket pistol

Det gik meget voldsomt for sig både før og efter derby-opgøret mellem Brøndby og FCK søndag.

Særligt efter kampen herskede der massiv ballade, hvor en politibetjent blandt andet måtte trække sit tjenestevåben, og mandag oplyser Københavns Vestegns Politi, at man undersøger 61 sager om vold mod politibetjente efter kampen.

Fem betjente kom på skadestuen, efter at de var blevet ramt af kasteskyts. Blandt andet blev de ramt af sten. Alle betjentene er dog udskrevet nu, og ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Både før og efter kampen var der massiv ballade imellem fangrupperingerne.

Politiet var massivt til stede og lagde sig imellem grupperingerne, men det lykkedes dem alligevel flere gange at komme i slagsmål med hinanden.

“Det var tydeligt for os, at der var en meget stor vilje til vold – og trods at vi var der massivt, var der et større antal personer, der forsøgte at angribe folk fra den modsatte fangruppering,” siger Vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Søren Enemark til TV2.

Optøjerne ved derbyet var så voldsomme, at en betjent trak sin tjenestepistol. Det skete, da en gruppe fans ifølge politiet gjorde “udfald mod de politifolk, som bevogtede den bus, der transporterer de gæstende spillere”. Der blev dog ikke afgivet skud og ingen kom til skade i forbindelse med episoden.

Mandag oplyser politiet, at fem personer er sigtet for lovovertrædelser inden, under og efter opgøret.

To personer er sigtet for vold mod tjenestemand, mens en anden er sigtet for vold mod en kontrollør på Brøndby Stadion.

Derudover er en tredje sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden, mens en fjerde er sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet.

Samlet set undersøger politiet 61 sager om vold mod politifolk i forbindelse med derbyet.