Så mange våben har politiet fundet efter en uge med visitationszoner

Arkivfoto

Efter den seneste tids knivstikkerier og en enkelt skudepisode indførte politiet atter en gang visitationszoner på dele af Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter. Nu oplyser politiet, at man har fundet en lang række våben som følge deraf

10 knive, en gaspistol og en peberspray.

Det er, hvad Københavns Politi har fisket op af lommerne på personer, der har haft sin gang i løbet af den sidste uge i den genindførte visitationszone, oplyser politikredsen til B.T..

Visitationszonen kom i spil igen den 8. februar efter en ny bølge af knivstikkerier og en enkelt skudepisode, som, politiet formoder, er kommet i kølvandet på en strid mellem to grupperinger i det kriminelle miljø.

”Vi er i fuld gang med en bred efterforskning af skyderiet, og vi arbejder naturligvis også på at klarlægge, om der er tale om en gengældelsesaktion for et eller flere af de tidligere knivstikkerier. Det er dog for tidligt at konkludere noget på nuværende tidspunkt,” siger politiinspektør Tomas Marko Juhl og tilføjer:

”Vi vil gerne rette en appel til de her personer og deres omgangskreds: Situationen bliver kun værre, jo længere striden fortsætter. Der er tale om meget alvorlig personfarlig kriminalitet, som kan sende selv helt unge i fængsel i mange år – og vi arbejder målrettet på at få de skyldige stillet til ansvar.”

SE OGSÅ: DET VRIMLER MED POLITI VED FIELD’S: EN PERSON ANHOLDT

Sidste gang Københavns Politi brugte visitationszoner på Nørrebro og i Nordvestkvarteret var mellem den 29. december 2022 og 19. januar i år. Her droppede man zonerne, efter der havde været en uge uden knivstikkerier.

”Vores formodning er, at flere af knivstikkerierne i slutningen af december og frem til begyndelsen af februar er opgør mellem unge med tilknytning til to kriminelle grupper,” siger Tomas Marko Juhl.

Visitationszonen er gælder mindst frem til onsdag den 22. februar klokken 18.00.

Her kan du se, hvor visitationszonen gælder: