Rystende detaljer: Barn fandt knogle fra Emilie Meng i græsset

En mor troede, det var en knogle fra et dyr, og familie gik tættere på. Der så moren, den var fra et menneske

En kvinde var ude at gå tur med sit barn og sin mand, da hun fandt liget af Emilie Meng i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland juleaftensdag i 2016.

Det fortæller hun mandag i Retten i Næstved.

Det var om eftermiddagen, og de havde gået en tur i det naturskønne område, da familien sætter kurs mod parkeringspladsen igen.

– Vi kommer gående tilbage mod bilen, og så ser jeg et stykke knogle, der ligger i græsset. Så spørger jeg min datter, om vi skal gå hen og se, hvad det er for et dyr, der ligger der. Det gør vi så, siger kvinden.

De går igennem en låge og nærmer sig vandet for at undersøge det.

Moren går forrest med datteren i hælene og derefter faren, da hun får øje på, at knoglen er en del af et ben tilhørende et ungt menneske. Derfor siger hun straks til sin mand, at datteren skal føres væk.

Hun tager et billede af fundet og giver så politiet besked om, hvad de har set. Så holder de sig ellers på afstand af ligdelen og kontakter ikke de andre folk, de ser gå tur i området.

Politiet rykker med det samme ud med flere patruljer til stedet. Kriminalteknisk afdeling ankommer også, og det samme gør en retsmediciner.

På findestedet bliver der sat et telt op for at beskytte eventuelle beviser mod vejret, og dykkere bliver sendt i vandet, tæt ved det ben moren så. Her kan dykkere konstatere, at resten af liget ligger.

Det er liget af en pige, og ifølge en politiassistent og efterforsker tænker de alle det samme – at det må være Emilie Meng, der er fundet. Den 17-årige pige forsvandt knap et halvt år forinden.

Politiassistenten fortæller i retten, at der lå blade og grene over liget.

– Virker det, som om det er blevet dækket til?, spørger specialanklager Susanne Bluhm.

– Ja, det gør det, bekræfter politiassistenten.

En 33-årig mand er tiltalt i sagen, og han nægter sig skyldig i at have bortført og dræbt Emilie Meng. Han har aldrig mødt pigen, har han forklaret i retten.

Anklagemyndigheden mener derimod, at han fik tvunget pigen ind i sin bil, kort efter at hun begav sig hjemad til fods fra Korsør Station natten til den 10. juli 2016.

At han derefter udsatte hende for overgreb og slog hende ihjel, hvorefter han skaffede liget af vejen.

Manden er også tiltalt for at have overfaldet en 15-årig pige i Sorø i 2022 med henblik på at bortføre og voldtage hende. Det nægter han også at have noget at gøre med.

Han erkender dog, at han året efter – i 2023 – bortførte en 13-årig pige langvarigt og udsatte hende for overgreb. Den 33-årige afviser, at han ville slå hende ihjel, hvilket han er tiltalt for.

Der ventes dom i sagen den 28. juni.

En mand er alvorligt kvæstet efter en voldsom episode på et offentligt sted langs en villavej. Han er nu blevet hastet til hospitalet for at modtage behandling.