Roligt Derby mellem Brøndby og FCK: Én anholdt – og tre sigtelser

Politiet glæder sig over et roligt opgør mellem Brøndby og FCK, hvor kun fire mennesker blev sigtet før og under kampen.

“Der har kun været en enkelt anholdelse. Han blev anholdt for at kaste med kanonslag efter politiet,” fortæller kommunikationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi, Lars Andersen, til presse-fotos.dk

Inden kampen rejste politiet tre sigtelser mod fans. Det drejede sig om overtrædelse af maskeringsforbuddet, overtrædelse om loven af euforiserende stoffer og overtrædelse af et karantæneforbud mod at komme på stadion.

LÆS OGSÅ: Efter Brøndby-FCK: Politi og fans på tankstation

Desuden undersøger politiet en anmeldelse om spark mod en stadionsteward.

Politiet havde lavet to tiltag for at undgå ballade.

For første gang anvendte politiet en ny mulighed i lovgivningen om at tilbageholde udebanefans kortvarigt efter kampen, mens hjemmebanefans forlod stadionområdet.

Desuden var der indført dobbeltstraf for lovovertrædelser i zonen omkring Brøndby Stadion.

LÆS OGSÅ: FCKs fans på plads: Driller politiet på banner!

Endelig var politiet i dialog med begge klubber og fanklubber inden kampen.

“Alt i alt synes jeg, det hele blev afviklet rigtig godt både før, under og efter kampen. Jeg anerkender, at det kan være irriterende, at skulle vente efter kampen på stadion, men jeg vurderer også, at muligheden for at lade udebanefans vente på stadion var med til at hindre sammenstød ved stadion. Jeg mener også, og at vores gode dialog med klubber og fans var med til at få det hele til at glide, og det vil jeg gerne takke for,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.