Røveri ved storcenter: Teenager anholdt

Illustrationsfoto

En 16-årig dreng fremstilles i et grundlovsforhør efter at være anholdt for et overfaldsrøveri

Onsdag klokken 17.37 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om et voldsforhold, hvor en 15-årig dreng ifølge meldingen var blevet overfaldet med slag og spark.

Derfor rykkede politiet ud til stedet, hvor man hurtigt kunne skride til anholdelse af en 16-årig dreng.

Ifølge politiet skete overfaldet efter en uoverensstemmelse om en såkaldt puffbar.

‘Den 16-årige blev sigtet for røveri, og ved visitationen viste det sig, at overfaldet var filmet og lå på hans telefon,’ oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Den 16-årige dreng havde også et kanonslag i lommen, så han blev samtidig sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt i overværelse af de sociale myndigheder.

Den 16-årige vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i løbet af torsdag.