09. sep. 2022 - 19:22

Røvede sin egen far: Skal i fængsel i flere år



En 31-årig mand begik sidste år et røveri mod sin egen far, som kommer til at koste ham fem års fængsel.

Det besluttede Retten i Odense denne fredag.

Den 31-årige røvede i november 2021 fire pistoler og 574 patroner fra sin far i Odense.

Ud over røveriet er manden dømt for at have skudt med tre af pistolerne. Det foregik ganske vist i et øde område, men retten fandt alligevel, at det var skærpende omstændighed, at den 31-årige mand havde brugt pistolerne.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden 11. november sidste år, og det kommer altså til at vare en rum tid endnu, inden han kommer ud.

“Han havde haft nogle telefonsamtaler, hvor der fremkom forskellige former for trusler, og det var en direkte anledning til at røve våbnene,” siger specialanklager Klaus Lorentzen til TV2/Fyn.

Den 31-årige har tidligere stjålet værktøj for 400.000.

Anklageren er tilfreds med dommen.

Den 31-årige har valgt ikke at anke dommen.