
En ridende patrulje fik lørdag aften fat i en overfaldsmand, efter han havde truet og revet en ung kvinde i håret.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Den ridende patrulje blev kontaktet af en gruppe unge kvinder lørdag aften, efter en af kvinderne – tilsyneladende helt umotiveret – var blevet truet og revet i håret af en mand på gaden.
Den unge kvinde havde taget et billede af gerningsmanden og gav de ridende betjente et godt signalement.
Patruljen begyndte herefter at rundere i området på hesteryg, og i Grønnegade så de en mand, som passede til den unge kvindes beskrivelse og billedet, hun havde taget.
En 38-årig mand blev anholdt og sigtet for trusler og vold.
De ridende patruljer er en fast del af politiets Trygt nattelivsindsats, hvor politiet er til stede for at skabe tryghed og lægge en dæmper på konflikter.
Ud over hesteryg og patruljevogn, så er betjentene også til stede i nattelivet til fods og på cykel.