Regnen har dannet en sø: Politiet spærrer motorvej af efter uheld

Politiet har valgt at foretage en afspærring på Motorringvejen (M3) efter et færdselsuheld omkring Gladsaxe.

“Selve uheldet er der ikke så meget i. Der er tale om to biler, der er stødt sammen, og der er kun sket materiel skade,” fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Jens Møller, til presse-fotos.dk

Men selve årsagen til uheldet har fået politiet til at handle.

“På grund af regnen har der dannet sig en sø på vognbanen, som formentlig var skyld i uheldet. Derfor har vi valgt at spærre af i sydgående retning. Folk skal køre af ved afkørsel 20 for at undgå afspærringen. Det er muligt, at vi inden for kort tid åbner et enkelt spor, så trafikken kan komme videre. Men vi afventer lidt endnu,” siger vagtchefen.

På X (det tidligere Twitter) skriver Københavns Vestegns Politi:

“Motorring 3 sydgående SPÆRRET før Herlev Hovedgade pga. omfattende vand på kørebanen. Kør fra afkørsel 20 Herlev Ringvej eller tidligere. Tidshorisont ukendt. v/ Vagtchefen”