19. jan. 2022 - 12:29

Regn af sigtelser mod fire personer i bil



11 sigtelser – det var, hvad fire personer i en bil tirsdag aften kunne tage med hjem, efter de havde været i kontakt med politiet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

To betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ville gerne i kontakt med en bil, som de traf på Alstedvej i Fjenneslev klokken 21:15.

Bilen drejede ind i en indkørsel og her kunne betjentene se, at føreren og forsædepassageren i al hast skiftede plads.

Da betjentene nåede frem til bilen, hvor fire personer sad, kunne betjentene lugte, at der kom en kraftig lugt af hash fra bilen. Derfor blev bilen ransaget og den oprindelig fører af bilen blev narkometertestet.

De 11 sigtelser

Føreren, som er fra Ringsted og er 17 år gammel, blev sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret.

Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade bilen til en uden førerret.

Der blev også oprettet to sigtelser om lov om euforiserende stoffer, en sigtelse om salg af narko, to sigtelser efter knivloven, to efter våbenloven og en sigtelse efter fyrværkeriloven.