Regeringen præsenterer spareplan: ‘Jeg var fuldstændig paf’

Regeringen vil skære 1000 årsværk i den statslige administration fra 2025. Men i det regnestykke skærer regeringen også på bevillinger til forskning og organisationer.

Det skriver Politiken.

Eksempelvis går det ud over videnshuset Cabi, Danske Ældreråd, Aarhus Universitets Center for Rusmiddelforskning og Center for Boligsocial Udvikling.

Det møder kritik fra de parter, som bliver ramt, og som overordnet er uforstående over for, at de er med i spareplanen.

Hos Cabi, der specialiserer sig i at få mennesker fra udsatte grupper i samfundet i job, får ti ansatte ifølge Politiken i denne måned at vide, at de per 1. januar ikke længere har et job.

I alt 14 stillinger skal skæres. Cabi havde en årlig bevilling på finansloven sikret frem til i hvert fald udgangen af 2027, men tilskuddet på knap ti millioner kroner om året står ifølge Politiken til at blive annulleret ved årsskiftet.

– Jeg var fuldstændig paf, da jeg fik meldingen, siger Mette Rønnau, som er organisationens direktør, til Politiken.

– Vi er ikke ansatte i staten. Vi er en selvejende ngo, der har en bevilling, vi bruger til at være ude i praksis. Vi er eksperter, der laver viden. Vi forstår ikke, hvordan vi er endt på den liste, siger hun.

Da finansminister Nicolai Wammen (S) tidligere på året præsenterede spareplanen, var det med meldingen, om at hvis regeringen bad kommuner og regioner om at spare på administration, så burde regeringen også gøre det samme.

– Når vi beder kommuner og regioner om at skære ned på bureaukratiet, er det kun rimeligt, at vi i staten tager vores egen medicin. Det gør vi nu, sagde Wammen i maj.

Wammen har ikke stillet op til interview med Politiken. I et skriftligt svar konstaterer Wammen dog, at “regeringen vil begrænse unødig administration”, og at regeringen allerede har “leveret konkrete resultater”.

Sådan skal piraten Lucky integreres i det danske samfund