EL, LA, DD, DF og K er ude af forhandlingerne om finansloven for næste år, fortæller regeringen.
Regeringen har smidt fire blå partier og Enhedslisten ud af forhandlingerne om næste års finanslov.
Kravene til finansloven har været for store, og partierne har ikke vist sig villige til at prioritere i deres ønsker.
Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til Ritzau.
– Dermed kan man ikke have en forhandling, der foregår på fornuftig vis, siger Nicolai Wammen.
De fire blå partier i Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti har haft indgået en alliance i forhandlingerne.
Det har regeringen ikke megen respekt for, og finansministeren kalder dem “forkølede”.
– De har lavet en musketered med hinanden, hvor de holder hinanden i takt, og det har vist sig, at det var fire forkølede musketerer, der ikke kunne hverken fortælle, hvordan man skulle prioritere sine ønsker eller finde pengene i virkeligheden, siger Nicolai Wammen.
Et af kravene fra de fire blå partier var en større nedskæring i offentlige, administrative stillinger.
Her har regeringen meldt, at man skal fjerne 1000 stillinger. Det ville de blå hæve til 2900 stillinger.
Det er for urealistisk, lyder det fra økonomiminister Stephanie Lose.
– Partierne har ikke fremlagt en realistisk proces, og de har ikke peget på, hvordan det skal lade sig gøre, siger hun til Ritzau.
Regeringen langer samtidig ud efter, at Enhedslisten har bragt alt for store milliardkrav ind i forhandlingerne.
Finansministeren siger, at partier havde krav for over 10 milliarder kroner med i forhandlingerne, hvor der var afsat 500 millioner kroner.
Spørgsmål: Er I selv medskyldige i kraft af, at forhandlingsreserven er en så lille del af det samlede budget på finansloven?
– Da vi kom med vores forhandlingsreserve sidste år, var det en forhandlingsreserve på samme størrelse, og der endte vi med en aftale, hvor alle Folketingets partier på nær Enhedslisten tog ansvar, siger Nicolai Wammen.
– Så der er ikke noget usædvanligt i, at man åbner forhandlingerne, som vi har gjort.
/ritzau/
Mette Federiksen stillede tirsdag op til spørgetime på Christiansborg. Også her var der drama.