Ramt af veterantog: 43-årig motorcyklist er død!

En 43-årig motorcyklist overlevede ikke at blive påkørt af et veterantog ved en jernbane-overskæring på Fjelstedvej i Svenstrup nær Mariager.

Sammenstødet var så kraftigt, at motorcyklen med fører endte i en hæk i nærheden, og føreren blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.

“Den 43-årige, der nu er afgået ved døden, er en mand fra lokalområdet,” fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi til presse-fotos.dk

“Han blev påkørt på sin motorcykel af et veterantog, hvor der kun var en lokomotivfører og en togfører. Der var altså ingen passagerer med,” siger vagthavende og fortsætter.

“Påkørslen skete ved en jernbaneoverskæring uden bomme – men med signaler og lyd.”

Billeder fra stedet, som Presse-fotos.dk ikke vælger at bringe, viser også tydelige spor af blod på asfalten.

Der er en bilinspektør på stedet, og de nærmere undersøgelser skal afklare, hvad der præcist skete, og hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde.