En propalæstinensisk teltlejr er onsdag blevet etableret på Rådhuspladsen. Lejren har ét krav til regeringen
En teltlejr er onsdag blevet etableret på Rådhuspladsen i København. Formålet er at at få den danske regering til at indføre våbenembargo mod Israel.
Det skriver gruppen, der går under navnet “Palestine Square”, i en pressemeddelelse.
Ifølge Politiken er der indtil videre slået tyve telte op på pladsen.
– Når Den Internationale Domstol melder ud, at der sandsynligvis er tale om folkedrab i Gaza, så er det absolutte minimum, at Danmark stopper al våbenhandel med staten Israel, udtaler en repræsentant fra gruppen i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra gruppen. Ifølge Politiken holder aktivisterne et fællesmøde på Rådhuspladsen, før de vil udtale sig til politiet og til pressen.
Gruppen kræver, at den danske regering stopper for al direkte og indirekte import og eksport af våben til Israel, lyder det i pressemeddelelsen.
Her skriver gruppen også, at teltlejren vil forblive på Rådhuspladsen, indtil deres krav er blevet mødt.
Københavns Politi oplyser til Ritzau, at det er til stede på Rådhuspladsen og har været i dialog med lejren, som ifølge politiet er lovlig.
– Det er lovligt at demonstrere på Rådhuspladsen, og vi har indtil videre ikke fået nogle klager, oplyser vagtchefen.
Lejren er ifølge gruppen en protest mod regeringens støtte til Israel.
Siden konflikten mellem Israel og Gaza begyndte tilbage i oktober har der været flere demonstrationer.
Blandt andet foran Københavns Universitet (KU), hvor bevægelsen “Studerende mod Besættelsen” også havde en teltlejr i over en måned.
Her krævede demonstranterne, at KU skulle droppe sine investeringer i virksomheder med aktiviteter på Vestbredden.
Det resulterede i, at KU efter længere tids protest droppede flere investeringer, og bevægelsen pakkede lejren sammen.







