Råbte ‘white power’ og heilede: Børnefamilie udsat for racistisk overfald i Bilka

Lørdag aften blev en børnefamilie udsat for et racistisk overfald, da de var ude og handle i Bilka i Holstebro.

Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Overfaldet fandt sted ved 19-tiden, da et forældrepar var sammen med deres adopterede søn. Her har to mænd råbt “white power” efter familien. Men overfaldet stoppede ikke ved ordene, fortæller Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro til mediet.

 “To unge mænd råber “white power” efter dem, men det stopper ikke med råbene. De unge mænd strækker også højre arm i vejret og begynder at heile, fortæller Torben Ladefoged.

Familien blev naturligvis rystet af oplevelsen, og dagen efter beslutter de sig for at anmelde overfaldet til politiet. Nu søger politiet vidner, som forhåbentlig kan hjælpe med efterforskningen.

“Vi håber naturligvis, at der er vidner, der kan hjælpe os videre i sagen. Det er helt uacceptabelt, at man ikke kan gå i fred for den slags. Det var en familie med deres mindre dreng, der bare skulle købe ind”, fortæller Torben Ladefoged.

LIGE NU LÆSER ANDRE: BRAND I BOLIGKVARTER SENDER BRANDVÆSNET PÅ UDRYKNING

Politiet ser meget seriøst på hændelsen, som bliver betragtet som en hadforbrydelse. Derfor kan de to unge mænd se frem til strengere straffe.

 “Vi skal også have gennemgået videoovervågningen for at komme gerningsmændene nærmere. Det er simpelthen ikke i orden, at man ikke skal kunne gå i fred for sådan noget”, siger Torben Ladefoged til Dagbladet Holstebro Struer.

Hvis du kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på 114.